Kongepython

Pasningsvejledning - Kongepython (Python Regius)

Terrarium

Kongepythonen kan holdes med succes i forholdsvis små terrarier eller bokse, den er ikke særlig pladskrævende og heller ikke særlig aktiv.
Til voksendyr anbefaler vi 250 Liter 100x50x50 cm.
Det er vigtigt med en masse gode skjul både i den kolde og den varme ende af terrariet.

 > Læs også vores Rack guide

Pasning

Kongepythonen skal have både en kold ende og en varm ende i boksen eller terrariet. Dette opnår man ved at placere en varmemåtte under boksen i den ene ende.
En dagtemperatur på 32-35 grader er at foretrække på varmepladsen, om natten må den gerne falde til 27-28 grader på varmepladsen.
Kongepythonen trives fint ved en luftfugtighed mellem 50-60%.

Foder

Nyklækkede kongepythoner kan spise voksne mus, dog anbefaler vi mellem størrelse mus til nyklækkede dyr.
Det er en god ide at skifte til rotter så hurtigt som muligt, en voksen kongepython kan nemt spise 6-8 mus eller mere.
Så en enkelt rotte af passende størrelse er langt nemmere at fodre med og selvfølgelig også billigere.

Nogle kongepythoner vil kun spise levende, nogle vil kun spise dødt, det er en god ide at vænne sit dyr til at spise enten friskaflivet gnavere eller optøet.
En mus eller rotte kan i værste tilfælde gøre stor skade på en tilbageholden slange hvis denne serveres levende, hold derfor altid øje med dyrene når du fodrer med levende foderdyr.

Særlige forhold

Kongepythonen er en utrolig nem slange at holde i terrarie eller boks.
Der er dog visse ting man bør sikre sig inden man går i krig med denne art.
Vildtfangede eksemplarer kan være ufatteligt svære at få til at fungere, selv for garvede kongepython holdere kan de volde store problemer.
Der skal en god portion tålmodighed og en mange årig erfaring med vildtfangede slanger før man bør give sig i kast med disse dyr.
Derimod er opdrætsdyr og visse farm unger meget nemme at holde og vi anbefaler dem gerne til nybegyndere.

 > Læs om Blodmider & Tæger